Braiserede svinekæber med ærter francaise og sommertrøffel.

Dagen startede meget tidligt med en tur til Kødbyen, for at hente trøfler hos Kalu.

Efter en meget varm dag på jobbet, slog jeg på vejen hjem forbi min vinpusher. Jeg var heldig, han havde min nye kærlighed på køl, riesling fra Weingut Dr. H. von Thanisch. Jeg fik et par kølige flasker fra køleskabet og en enkelt fra hylden, som han mente at jeg skulle prøve. Opløftet begav jeg hjemad, på vejen hjem købte jeg friske ærter og hjertesalat. Jeg besluttede mig for menuen portvins braiserede svinekæber med ærter francaise og selvfølgelig de ny indkøbte sommertrøfler.

En flaske riesling blev afproppet og jeg skænkede mig et glas.

Fire afpudsede svinekæber blev brunet i smør, panden blev kogt af med portvin. Kæberne blev krydret med salt og peber og sat i ovnen ved 175°C.  1½ time senere var de så møre, at de kunne spises med ske.

I en gryde blev der svitset lidt tern af lufttørret peberbacon, og to fint hakkede skalotteløg. Da løgene var blevet gennemsigtige blev de friskbælgede ærter tilsat sammen med en lille klat smør og lidt vin.

Til sidst blev fint strimlet hjertesalt tilsat, sammen med friskhakket persille. Gryden blev fjernet fra ilden og fik låg på indtil kålen var tilberedt. Til sidst blev kæberne glaseret i portvinsskyen. Ærterne blev anrettet i en dybtallerken med svinekæberne ovenpå.Til sidst blev der revet store mængder sommertrøffel over retten.

Rieslingen fra Weingut Dr. H. von Thanisch som jeg flere gange har brugt med stor succes til asparges, passede dejligt retten.

~ af bryggeren på juli 7, 2008.

Ét svar to “Braiserede svinekæber med ærter francaise og sommertrøffel.”

  1. [...] smør og parmesan. Lige nu hvor man kan få masser af friske grøntsager, besluttede jeg at server ærter francaise frem for [...]

Læg en kommentar