Espresso for hele familien
En espresso kan være hård kost som intro til kaffeverdenen. De fleste starter nok med en mellemblød, halvdød omgang filterkaffe tilsat en fedtfyldig mælk .. og overlever man det kan kafferejsen begynde. Men man kan også spare sig selv de spilte sure kopper og komme direkte til essensen: espressoen. Den ultimative kaffe.
Heldet følger de tossede og søreme om ikke vi her på Bordet er faldet over familie-espressoen over dem alle. Det gjorde vi i London på Caffé Vergnano – men skulle vores globetrotteri have ført os til Tyskland, Hong Kong, Oman, Frankrig eller .. (ja.. gæt engang) .. Italien.. så kunne vi også have rendt ind i en Caffé Vergnano kaffebar.
For det er en kæde. Ganske stram i sit koncept og kaffe. Koncept kan være flot, hvis man gør det elegant og unikt. Kaffe kan være unikt, hvis man gør det elegant og flot. Caffé Vergnano formår begge.
Caffé Vergnano er faktisk navnet på kaffen. Selve mærket. LIgesom Illy og Lavazza. Caffé Vergnano 1882 hedder kaffebar-konceptet, hvor der brygges kaffe på deres egen bønne. Og i deres egne omgivelser; design kombineret med understreget italiensk tradition. Måske endda så optonet af det fremstår helt skandinavisk (intens brug af lys og mørk træ i helt lige/rette linier).
Designet var i hvert fald første note efter vi havde sat os ind på den mindre af de to kaffebarer – som findes på 62 Charing Cross Rd. Nem at overse midt på en travl gade i den central London (3-400 meter fra Trafalgar Square). Vi kommer ind en tidlig formiddag hvor der kun er et par stykker andre. Der er vel plads til 15-20 mennesker. Det er alt. Småt men godt.
En meget skinnende Elektra Epoque tager dernæst imod. Man kan faktisk ikke komme udenom. Midt i det hele står den og ser super godt ud. Bag ved dukker en mørkhåret barista op og hun tager imod vores bestilling: 2 espressoer. Hun gør ikke meget væsen af sig og synes at småkede sig lidt.
Men brygge kaffe kan hun, teknikken er helt i orden, og så er den tørre velkomst straks glemt. De 2 espressoer fikser hun på Elektraen og bliver kun delvist skræmt (måske i virkeligheden mest forundret) over vores store interesse for hendes arbejde med kaffen, maskinens lyde, espreessoens flow .. alt det gode!
Espressoerne kommer på hver deres bakke. Med et glas koldt vand som sidevogn – kildevand fra flaske – og et stk chokolade samt rørsukker. Elegant. Og smagen følger trop. Heldigvis. Det er jo før set at det er her det glipper. Stort ståhej, moderne forklæder, design kopper og .. alligevel dårlig smag i koppen.
Eller som de siger i Texas; Big hat, no cattle! Men vi går fri. Vi får nemlig et par flotte espressoer i total balance. Ingen bitterhed og ingen syrlighed. Helt runde.
Det er så dejligt at blive overraskede. Og det lyder jo godt. Men – for der er jo et men – dybden mangler. Den lange eftersmag som dybde i en tung espresso giver. Den udebliver. Den kan næsten heller ikke andet. Hvor skulle den komme fra? – spørger vi hinanden. Og det er her det går op for os at vi nok sidder med familie-espressoen over dem alle. Den bedste intro til den ultimative kaffebrygningsmetode. Sådan lidt opsat, men stadig! Mere nedkogt; herligt harmløs espresso.
For vi skal jo understrege at vi synes det var en flot espresso. Og det vil det fleste nok mene. At man så kan være lidt mere til en espresso med kant og dybde, som vi på Bordet, det betyder ikke at man ikke må have respekt for en blend der har fundet så fin en espresso formel.
Opsummering: Har du ungerne eller lillemor med i f.eks London så byd dem på kaffe på Caffé Vergnano. For deres og din egen skyld. Det kan være starten på et espresso eventyr og hvem vil ikke gerne give sig selv chancen for det? Vi anbefaler!
Læg en kommentar