Espresso for hele familien

En espresso kan være hård kost som intro til kaffeverdenen. De fleste starter nok med en mellemblød, halvdød omgang filterkaffe tilsat en fedtfyldig mælk .. og overlever man det kan kafferejsen begynde. Men man kan også spare sig selv de spilte sure kopper og komme direkte til essensen: espressoen. Den ultimative kaffe.

Heldet følger de tossede og søreme om ikke vi her på Bordet er faldet over familie-espressoen over dem alle. Det gjorde vi i London på Caffé Vergnano - men skulle vores globetrotteri have ført os til Tyskland, Hong Kong, Oman, Frankrig eller .. (ja.. gæt engang) .. Italien.. så kunne vi også have rendt ind i en Caffé Vergnano kaffebar.

For det er en kæde. Ganske stram i sit koncept og kaffe. Koncept kan være flot, hvis man gør det elegant og unikt. Kaffe kan være unikt, hvis man gør det elegant og flot. Caffé Vergnano formår begge.

Caffé Vergnano er faktisk navnet på kaffen. Selve mærket. LIgesom Illy og Lavazza. Caffé Vergnano 1882 hedder kaffebar-konceptet, hvor der brygges kaffe på deres egen bønne. Og i deres egne omgivelser; design kombineret med understreget italiensk tradition. Måske endda så optonet af det fremstår helt skandinavisk (intens brug af lys og mørk træ i helt lige/rette linier).

Designet var i hvert fald første note efter vi havde sat os ind på den mindre af de to kaffebarer - som findes på 62 Charing Cross Rd. Nem at overse midt på en travl gade i den central London (3-400 meter fra Trafalgar Square). Vi kommer ind en tidlig formiddag hvor der kun er et par stykker andre. Der er vel plads til 15-20 mennesker. Det er alt. Småt men godt.

En meget skinnende Elektra Epoque tager dernæst imod. Man kan faktisk ikke komme udenom. Midt i det hele står den og ser super godt ud. Bag ved dukker en mørkhåret barista op og hun tager imod vores bestilling: 2 espressoer. Hun gør ikke meget væsen af sig og synes at småkede sig lidt.

Men brygge kaffe kan hun, teknikken er helt i orden, og så er den tørre velkomst straks glemt. De 2 espressoer fikser hun på Elektraen og bliver kun delvist skræmt (måske i virkeligheden mest forundret) over vores store interesse for hendes arbejde med kaffen, maskinens lyde, espreessoens flow .. alt det gode!

 

Espressoerne kommer på hver deres bakke. Med et glas koldt vand som sidevogn - kildevand fra flaske - og et stk chokolade samt rørsukker. Elegant. Og smagen følger trop. Heldigvis. Det er jo før set at det er her det glipper. Stort ståhej, moderne forklæder, design kopper og .. alligevel dårlig smag i koppen.

Eller som de siger i Texas; Big hat, no cattle! Men vi går fri. Vi får nemlig et par flotte espressoer i total balance. Ingen bitterhed og ingen syrlighed. Helt runde.

Det er så dejligt at blive overraskede. Og det lyder jo godt. Men - for der er jo et men - dybden mangler. Den lange eftersmag som dybde i en tung espresso giver. Den udebliver. Den kan næsten heller ikke andet. Hvor skulle den komme fra? - spørger vi hinanden. Og det er her det går op for os at vi nok sidder med familie-espressoen over dem alle. Den bedste intro til den ultimative kaffebrygningsmetode.  Sådan lidt opsat, men stadig! Mere nedkogt; herligt harmløs espresso.

For vi skal jo understrege at vi synes det var en flot espresso. Og det vil det fleste nok mene. At man så kan være lidt mere til en espresso med kant og dybde, som vi på Bordet, det betyder ikke at man ikke må have respekt for en blend der har fundet så fin en espresso formel.

Opsummering: Har du ungerne eller lillemor med i f.eks London så byd dem på kaffe på Caffé Vergnano. For deres og din egen skyld. Det kan være starten på et espresso eventyr og hvem vil ikke gerne give sig selv chancen for det? Vi anbefaler! 

En tur til luksus pølsevogn

Efter at havde genset Ridley Scotts filmklassiker Blade Runner i biografen, følte jeg trang til at afslutte aftnen med endnu en klassiker, en hotdog og en chokolademælk.

Jeg begav mig ned mod byens nye luksus grillbar beliggende i Nimb ved Tivoli. Her fik jeg serveret en hotdog lavet med en ristet ringridderpølse med ramsløg, pølsebrød et var lavet af brioche, serveret med, karl johan svampe remoulade, bornholmske sennep og Stokes Real Tomato Ketchup. På toppen var der blødeløg stegte andefedt, fint skårede cornichoner og karse. En luksus hotdog ud over det sædvanlige.

Pølsen havde en kraftig smag af kød, som passede godt sammen med smagen af ramsløgene, det er en fantastisk pølse. Karl johan svampe remoulade, gjorde ikke noget for hotdog´en i sig selv men sammen med de to øvrige sovser gik det hele op i en større enhed. Karse og cornichonerne på toppen gav et lækkert pift til hele hotdog´en. Det er uden tvivl den bedste hotdog, jeg har spist i nyere tid.

Chokolademælken var et kapitel for sig selv, fyldig og cremet med en kraftig smag af chokolade, helt sikkert den bedste købe-chokolademælk, jeg har smagt til dato.

“Menuen” på Nimb´s grillbar, var aftnens anden geniale nyfortolkning på denne aften.  

 

 

Hvide asparges med sauce maltaise

Efter fugen i min vinhandlers pande at dømme, havde jeg sat ham på en meget svær opgave. Vin til hvide asparges, rynken blev kun dybere, da jeg fortalte at de skulle serveres med sauce maltaise, en hollandaise tilsmagt med blodappelsinsaft. Under normale omstændigheder ville jeg have serveret øl til denne ret, men havde den dag lyst til vin.

Efter lidt betænkningstid fandt han en meget tør og frugtet riesling fra den tyske producent, Weingut Dr. H. von Thanisch, som viste sig at passe perfekt til retten.

Det er rart at kunne gå ind i butikker som Kjær og Sommerfeldt og få så kompetent betjening.

Hvis jeg skulle havde serveret øl til retten, var valget nok faldet på en Hoegaarden Grand Cru, som jeg flere gange har drukket sammen til asparges med stort held.

De hvide asparges blev skrallet og lagt i vand indtil, de skulle koges. Sovsen tilberedt på samme måde som en bearnaise, dog med tre små, men vigtig forskelle.

1. Essensen skal fremstiles uden estragon.
2. Saucen skal ikke tilsættes estragon.
3. Saucen skal smages til med blodappelsinsaft og curacao

Jeg valgte at lave sauce maltaise efter opskriften fra ”Paul Bocuse´s Kogebog” han benytter curacao til at smage sovsen til med, mit barskab indeholder ikke  curacao så i mangel af bedre, brugte jeg ”gul grand maniere” med et udmærket resultat. Escoffier bruger i sin version ikke likør, men revet appelsinskal, jeg holder af at benytte spiritus i madlavningen derfor var beslutningen let.

Aspargesene blev kogt møre i saltet vand og blev efterfølgende lagt til afdrypning, på et rent viskestykke. Aspargesene blev anrettet på varme tallerkner over hældt med varm sauce maltaise.

Den bedste måde, at tilberede wagyu…?

Det gode vejr har for alvor kickstartede grillsæsonen, duften af forkullede grillpølser og tændvæske hænger i næsen så snart man træder udenfor eller blot åbner et vindue, man mærker at sommeren er på vej.

Jeg har nu tilberedt wagyu bøffer en del gange, henholdsvis på grillpande (med det bedste resultat ind til nu) og på en almindelig pande. I den forgangene uge, var tiden kommet til at smide et par stykker på en rigtig grill, fyret med kul.

Bøfferne blev optøet i køleskab i et døgn, den sidste time inden de skulle på grillen blev de lagt på køkkenbordet for at blive tempereret. Grillen blev tændt og gjort klar, efter ca. en time var temperaturen på grillen helt rigtig. Kødet fik salt, peber og lidt olie, for så at blive lagt på den rygende varme grill. Højden af risten blev løbende justeret for at give bøfferne den rette stegeskorpe og for at lade fedtet smelte langsomt ud i bøffen.

Duften når man griller kan være fantastisk, det er det uden sammenligning når man griller bøffer fra wagyukvæg. Kødet indeholder meget fedt, når det grilles smelter en del af dette og drypper ned på de varme kul og giver en fantastisk duft. Ved at grille kødet, får man udover den naturlige delikat smag af kødet, også den karakteristiske smag af grill, som for mange er synonym for sommer.

Det er efter min mening, uden tvivl den bedste måde at tilberede disse fantastiske bøffer på.

For ikke at overdøve smagen af kødet, spiste vi dem med grillede grønne asparges, nye kartofler og en grønsalat.

Cyrano – det først måltid i Budapest

Vores første møde med Cyrano, var et rent tilfælde. Efter at være tjekket ind på hotellet, gik vi en tur ned af gågaden i Budapest ”Váci utca”. Alle restauranter lignede de sædvanlige turistfælder, hvor alt er tilberedt i ønskebrønden, det var ikke lige det vi havde lyst til. Som en blinkende stjerne så vi et rødt mærke der virkede bekendt, det var et klistermærke der viste at restauranten var blevet anbefalet i ”Michelin Guide Main Cities of Europe 2008”.

Vi fulgte ledestjernen og blev anvist et bord, vores tjeneren tilbød hurtigt en aperitif. Efter at havde kigget det anselige drinkskort igennem, jeg bestilte en singapor sling til at starte på.

Mens vi kiggede menukortet igennem, fik vi serveret brød og smør. Smørret var helt hvidt og smagte let af ost, det kunne være fåremælkssmør(?) under alle omstændigheder smagte det god.

Vi havde lyst til at prøve en god gullasch, nu hvor vi var kommet til Ungarn, derfor faldt valget af forret let, gullaschsuppe til 990 HUF eller ca. 30 Kr. Til hovedret bestilte vi grillet andebryst med lindser, balsamico og stegt foie gras.

Tjeneren takket af og sendte sommelieren ind, hun anbefalede en ungarsk rødvin fra producenter Csaba Demeter. Vi fulgte sommelierens anbefaling og bestilte en flaske Demeter 2003 XY cuvee, lavet på 40% Cabernet Franc, 40% Merlot og 20% Kékfrankos, lageret først to år i nye træ fade og modnet to år yderligere i flasken. Vinen blev dekanteret ved bordet og fik lov til at ilte indtil hovedretten.

Bedst som vi sad og nød vores drinks, blev forretten serveret, et lille irritationsmoment jeg ville havde værdsat at vi havde haft tid til at drikke vores aperitif før maden. Dette lille fejltrind skulle ikke ødelægge stemningen og lysten til gullaschsuppe. Suppen smagte mildt stærkt af paprika med god smag af tomat, kød og løvstikke. I suppen lå grove tern af mørt oksekød, kartofler, perleløg, en fantastisk velsmagende suppe, der gav lyst til næste ret.

Igen opførte tjenerne sig anderledes end jeg ville forvente i Danmark, vores tallerkener blev fjernet i den rækkefølge vi blev færdige.

Der gik ikke længe før, næste ret stod på bordet.

Sprødsteget andebryst anrettet på en bund af puy linser toppet med stegt foie gras og indkogt balsamico. Andebrystet var stegt perfekt sprødt, rosa og krydret med timian, den sursøde balsamico passede særdeles godt sammen med brystet og foie gras´en. De faste og møre puy linser bandt retten sammen. Det grønne indslag i retten var en lidt intetsigende broccoliflan med persille.

Den nu iltede, Demeter 2003 XY cuvee var som skabt til retten, vinen havde en stor fylde der med en bahagelig smag af eg og fad.

Endnu engang blev tallerkenerne fjernet i den rækkefølge, som de blev tømt. Denne praksis virkede umiddelbar mærkværdigt på os, men her var det sådanne på alle borde og en del af stedets stil.

Da vi alle havde indtaget hovedretten, blev vi præsenteret for dessertkortet. Vi faldt samstemmende om ”black train” en dessert bestående af chokoladesouffle med vanilleis og syltede kirsebær. Flyrejsen stadig sad i kroppen derfor sprang vi muligheden for at smage stedets tokaj vine over, og bestilte i stedet dobbelt espresso.

Desserten blev serveret på en kvadratisk glastallerken og så utrolig indbydende ud. Den lovede chokoladesouffle viste sig at være en lun chokoladekage med flyende centrum, ikke et dårligt bytte. Kagen smagte dejligt og den varme chokoladesovs fra midten blandede sig med resten af komponenterne på tallerknen. De syrlige kirsebær gav et godt modspil til både isen og den fede chokolade. Isen der skulle havde været vanilleis manglede smagen af vanille og var desværre en smule grynet. Denne lille skønhedsfejl var heldig vis ikke nok, til at ødelægge denne udmærkede dessert.

Espressoerne blev serveret umiddelbar efter indtagelsen af desserten.

Alt i alt, et kæmpe lykketræf at vi fandt Cyrano. Maden er bestemt anbefalesværdig og rimelig i pris.

Vi kom tilbage til Cyrano endnu engang og blev heller ikke der, skuffet men mere om det i et senere indlæg.

Til middag hos “Den skaldede kok” i ”Michael Laudrup Lounge”

Efter at have læst Søren Franks anmeldelse af Perlen i Tivoli fra sidste år, var det med bange anelser, jeg besøgte Michael Laudrup Lounge på Brøndby stadion.

Aftnes menu lå fremme på bordet da vi satte os,  7 forskellige små retter som alle på papiret så lækre ud, serveret  ved høflig selvbetjening, altså buffet. Efter et hurtigt kig på menuen, måtte den farserede sejfilet være ment som forret.

Jeg begav mig op til buffeten for at smage på den skaldede kok´s kreationer. Den farserede sejfilet, viste sig at være et stykke dampet sej, med en fast laksefars på toppen, rejer og en meget syrlig rucolamajonæse, sidstnævnte smagte mest af citron og manglede heldigvis smagen af rucola. Det tilhørende brød havde desværre været skåret så længe at det var blevet tørt. Men alt i alt en meget bedre første ret end jeg havde, turde håbe på.

Anden tallerken blev en traditionel buffet tallerken, med en masse forskellige stykker kød og forskelligt tilbehør. Oplevelsen af maden var lige så forskelligt som kvaliteten. Generelt var kødet godt tilberedt og velsmagende, i særdeleshed okseculotten som var mør og saftig. Tilbehøret haltede en del, salaten havde spredte brune pletter og så ud som om at den var skåret for noget tid siden, de annoncerede omeletbider gjorde ikke noget næveværdigt for helheden. Tilbehøret til oksekødet var flødebagte rødbeder hvor fløden manglede, det gjorde jorden til gengæld ikke på de nye kartofler.

Desserten blev båret ind sammen med resten af buffeten og stod og fristede gennem hele måltidet. Store fade med flødeskum og ribsgele. Jeg holder utroligt meget af æblekage, så jeg gik til den gammeldags æblekage med krum hals. Jeg blev desværre skuffet, det viste sig at være en undersødet meget grov æblemos med flødeskum og ribsgele. Mosen manglede sukker og krydderier(vanillie eller kanel) men vigtigst af alt, manglede det sprøde element i form af sukkerristet rasp eller makroner, stænket med sød vin eller spiritus. Desserten var en lidt skuffende finale.

Jeg havde ikke en ligeså skuffende oplevelse, som SørenFrank beskriver at han havde på Perlen, men det er langtfra et mindeværdigt måltid.

Budapest - et gastronomisk smørhul

For at opleve lidt tidligt forår drog jeg i pinsen 1300 km. syd på til Budapest.

Weekenden bød på mange gode restaurantbesøg, hvor menuerne bar præg af at foråret er meget længere fremme end her hjemme. Vi spiste store mængder asparges, ærter og nyplukkede jordbær. Udover de friske grøntsager bugner det ungarske køkken, med store mængder foie gras, ænder, gæs og vildt. Over de næste uger vil jeg vores gastronomiske oplevelser, ud på bordet.

Londons bedste espresso brygges af Monmouth Coffee Company

Set med fakta-boks-øjne har Monmouth tre små kaffebarer. En i det centrale London og to ude i The Boroughs. Men udgangspunktet er helt klart stedet i det centrale London – i Covent Garden området. Det kan man næsten også gætte sig frem til ud fra navnet; Monmouth Coffee Company er beliggende på 27 Monmouth Street..

Det er et lille sted, det skal man gøre sig klart. Man kan ikke forvente at få en siddeplads. Men vi er nu heldige. Vi bliver vist ad trappen fra forlokalet og op til noget der minder lidt om .. køkkenet. Her er 3-4 små båse hvor man så kan sidde og drikke kaffe, spise nybragt brød eller kage.

”We share tables here” er tesen og vi klemmer os også ind sidelæns ved et bord der allerede har et andet selskab på to. Det er meget .. tæt .. men sådan er det i det lille køkken. For det fremstår virkeligt som om man er trådt ind i et halvprivat område. Man sidder og kigger direkte ind i ryggen/røven på de baristaer der betjener butikkens 2 gruppes Linea espresso maskine (La Marzocco .. for dem der ikke lige kender modellen), hvis ikke man vælger at kigge på dem man deler bås med.

Men det er fedt. Man kan følge med i det hele. Næsten. Naturligvis skygger de lidt for dele af brygningen, men formaling, stampeteknik og de tunge honning-shots kan i momenter følges helt up-close.

Der er to baristaer ved maskinen. En fyr med kasket der har seriøst godt styr på faget og fremstår som shot-chefen den dag. Og en pige der mere virker som assistent, men da også får brygget sine kopper mens vi sidder der. Og gør det ligeledes godt. En fyr ved siden af os får serveret en kop kaffe med Latte Art på. Den er ikke helt skarp, men selve mælken fremstår nu alligevel utrolig indbydende og ser også snart ud til at smage ejermanden ganske godt.

Vi er der vel samlet i 20 minutter og på den tid bliver der uafbrudt brygget espressoer, steamet mælk og sendt kaffer af sted. Langt de fleste som to-go kaffe. En konstant snor af kaffekunder står langs skranken i forbutikken bestiller, betaler og aftager espressobaserede drikke. Der brygges også filterkaffe undervejs efter det nyklassiske one-cup-at-a-time; nymalet kaffe i egen tragt og så vand med korrekt temperatur .. lige ned i koppen. Bang, sådan, ingen rester – ultrafrisk hver gang og blot 2 pund.

De tager kun 1 pund for espresso. Cappuccino og Caffé Latte koster som filterkaffen 2 pund. Det er da til at finde ud af. Og det gør mange .. lokale som turister og andet godtfolk. Der er travlt på en ellers tidlig lørdag morgen. Der sælges også bønner – så man selv kan gå hjem og brygge. Et godt nyristet udvalg er klar i åbne indbydende kasser. De hældes op og vejes for hver pose, ikke noget med at pakke forud. Ting tager den tid de tager.

Betjeningen i forreste og bagerste del af kaffebaren er god, venlig og effektiv. Vi får en croissant hver og tager så hhv. en dobbelt Ristretto (ja, måske lidt arrogant bestilling.. men vi skal jo se hvad de kan) og en Americano.

Americanoen først: Får desværre for lang løbetid. Den serveres med helt tydelige øjne. Uha, det kan jo godt skræmme lidt. Men .. oplevelsen kom snart op i gear. For det første var cremaen helt vild. Ok, der var de der øjne, men cremaen ellers var med flot mørk indbydende glød, imponerede tyk i sin fylde og den nærmest hang (bandt?) mod koppens kant. God aroma. Ikke spidst, ikke krydret, ikke alt muligt .. andet end duften af en velbrygget espresso.

Efter der var duftet og se lidt mere på kaffen – så skulle den smages. Og nu har en Americano jo ikke til formål at smage af espresso .. i koncentreret forstand. Men som en kop sort kaffe – sammensat af espresso og vand og gerne i en målstoksforhold på 1 del espresso / 3 dele vand. Og det var præcist sådan det var lavet. Flot mørk smag. Rund fylde i hele ganen med det samme og sådan kunne det have været det meste af formiddagen, hvis ikke der var skyllet efter med vand. Som der blev. Ikke for at få smagen væk – men blot for at rense ud og gøre plads til næste kaffe oplevelse. Eneste minus var som sagt øjnene der tydede på 3-4 sekunders tids-overskred. Hvordan ville det ikke have smagt uden dem? Vi må tilbage igen snart ..

Den anden kaffe der blev bestilt var en dobbelt Ristretto. Bedømmelsen var først bare ”god” men blev snart til ”eminent sødme”, ”perfekt balance” (det syrlige og det bitre i samspil) og ”superblød eftersmag” .. som en sand Ristretto. Det er jo drikken for dem der går efter essensen, koncentratet .. af noget i forvejen koncentreret. Bad-ass show-off espresso. Og Monmouth tog stikket hjem.

Vi var overvundet og da brøddet også var væk .. så søgte vi videre ud i byen efter flere kaffeoplevelser. Det var tidligt på dagen og selvom vi jo var bevidste om at vi skulle være åbne for flere steder, så var fornemmelsen klar fra start .. lidt ligesom efter Herrey’s havde optrådt ved det internationale Melodi Grand Prix i 1984 .. det var svært at forestille sig det kunne blive meget bedre.

Diggi-Loo Diggi-Ley kaffe, om man vil. Hos Monmouth Coffee Company. Find dem her:

27 Monmouth Street, Covert Garden
2 Park Street, Borough
Borough Market, Borough High Street, Borough

Monmouths aktuelle espresso blend er sammensat af Brasilien (base), Guatemala, Colombia og Indien. Se mere om deres kaffer her;

http://www.monmouthcoffee.co.uk/

Full English breakfast * 2

Man kan ikke besøge England, endsige London uden at forsøge sig med en omgang Full English breakfast. Vi havde bestilt et hotelværelse uden morgenmad, derfor var det naturligt at prøve ”the real deal”. Klods op af hotellet lå en af Londons utallige kæderestauranter, der tilbyder Full English breakfast – Garfunkels. Morgenmaden bestod af overstegte æg, friturestegt bacon, smagsløs pølse, melede baked beans, en forkullet tomat, en friturestegt kartoffelkroket og kogte champignoner. Det eneste forsonende ved dette skræklige måltid, var det faktum at vi fik en ny flaske Heintz på bordet hvor indholdet kunne havde været brugt som smøremidel til halsen.  Det er et af de mest elendige morgenmåltider jeg har fået serveret, i mit liv.

Vi forlod Garfunkels, for at få en ordentlig kop kaffe og en croissant. Vi gik op til ét af de kaffesteder, som var på vores to do-liste liste Monmouth Coffee Company, her fik vores behov opfyldt på bedste vis.

 

Med gårsdagens morgenmad i baghovedet, brugte vi lidt tid på at undersøge muligheden for at få en veltillavet Full English breakfast på andendagen.

Valget faldt på The Wolseley på Piccadilly, som ligger i en gammel smuk fredet bygning fra 1921, opført af bilfabrikanten Wolseley Motors Limited. Bygget i art deco-sti med marmorgulve, søjler, som udstillingsrum til deres biler.

Vi ankom til The Wolseley og blev anvist et bord, i et af de gamle udstillingsrum. Fra loftet hang der en lyssekrone som oplyste et rundt bord med brød og konditorkager, sulten byggede sig langsomt op.

Vi fik hurtigt bestilt sortkaffe, friskpresset appelsinjuice og den længe ventede English breakfast. Traditionelt drikker englænderne te til morgenmad, men da ingen af os er englænder valgte vi kaffe. Umiddelbart efter at vi havde afgivet vores bestilling, kom en tjener med en sølvkande med kaffe og to glas juice.

Efter en kort ventetid blev bordet dækket, og et hav at tjenere serverede vores morgenmad. Wolseley´s morgenmad bestod af toast, pocheredeæg(til mig), spejlæg(til min kammerat), bacon, pølser, baked beans, tomater, blodpølse og champignoner.

Hele måltidet var tilberedt til perfektion. Særligt kan fremhæves den kødfulde og meget smagfulde pølse de pocherede æg og ikke mindst blodpølsen. Denne Full English breakfast, var i en klasse for sig og kan på ingen måde sammenlignes med Garfunkels version.

En morgenmad i denne klasse er selvsagt ikke billig ca. 45 pund for to personer, men oplevelsen var alle pengene værd.

 

Årets første tur i Grøften

På en af årets første forårsdage besluttede jeg, at tage ind til Carstensens gamle have – Tivoli, for at gå i Grøften. Jeg er de sidste år kommet i Grøften et par gange hver sæson, for at nyde deres klassiske danske rette, normalt tilberedt til perfektion.

Vi ankom til Tivoli mandag aften, ved indgangen måtte vi sande at der øjensynligt havde været mange konfirmationer dagen forinden. Vi hastede forbi en horde piger på 13-14 år, som var i gang med at gøre kål på en stribe Bacardi breezer, inden de skulle ind i Tivoli og hænge på hovdet i Demonen. Vi satsede på at konfirmanderne ikke havde indtaget Grøften. Vi fik anvist et bord i den hyggelige gårdhave og til vores tilfredshed var vi pludseligt blandt de yngste og alle Bacardi breezer var byttede ud med øl i krus. Vi skyndte os at bestille et skummende krus øl til hver og kastede os sultende over menukortet.

Da tjeneren kom med vores krus havde vi alle bestemt os, Wienerschnitzel af kalvefilet med ærter, pommes sautèes og skysauce til 210,00 kr.

Grøften og wienerschnitzelen skuffede ikke, schnitzelen var på størrelse med et stykke a4-papir, flot paneret og stegt i smør, kartoflerne var sprøde, ærterne havde stadigt bid uden at være melede og en tyk brun skysauce til. På toppen af schnitzelen lå: kapers, høvlet peberrod, ansjoser og citronskive.

Et helt igennem klassisk og velsmagende måltid, det bliver ikke den sidste tur i Grøften, i år.